Da jeg fik af vide, at jeg ikke kunne fortsætte i løntilskud i den virksomhed jeg var ansat i, gik jeg straks i gang med at lede efter et nyt arbejde.
Jeg havde naturligvis løbende sendt ansøgninger (det skal man når man er i løntilskud), så derfor vidste jeg også at der skulle mere til, end blot almindelige ansøgninger, hvis man er på jagt efter et nyt arbejde.
Jeg skrev et indlæg
Det første jeg gjorde var, at skrive et indlæg her på bloggen (læs det her). I det indlæg skrev jeg, hvad jeg havde lavet i mit seneste arbejde, hvad jeg gerne ville, og hvad jeg kunne bidrage med. Det var et forholdsvis kort indlæg, men langt nok til at få gjort nogle nysgerrige – og jeg ville jo altid kunne uddybe det ved en jobsamtale eller over telefonen.
Del, del og del
Efter at have skrevet indlægget, så delte jeg det på Twitter og på LinkedIn. Et par stykker retweetet det og lidt flere delte/Liked det på LinkedIn. Og det var LinkedIn der gjorde udslaget!
Fordi der var nogle på LinkedIn der likede det, så dukkede det op i nyhedsstrømmen på de forskelliges LinkedIn-profiler. Det betød at min daværende kommende (og nu nuværende) chef fik øje på mig. Så vidt jeg husker var det om tirsdagen, at jeg delte indlægget. Samme dag ringede han til mig og efter en kort samtale blev vi enige om at mødes til en kop kaffe. Mødet blev om fredagen og over en kop kaffe blev vi enige om, at jeg da skulle ansættes hurtigst muligt. Altså nåede jeg blot at være uden arbejde i tre dage!
Derfor er mit råd, at man skal bruge sit personlige netværk og de sociale medier til at finde et job. I særdeleshed kan LinkedIn anbefales.
Skriv et svar